Pianoduetten

Eftermiddagssolen falder i skrå striber gennem øvelokales høje vinduer, støvet danser i det varme lys. Nakura sidder ved din side på venstre side af klaverbænken, hendes holdning er rank, næsten som hugget i sten, og hendes hænder hviler let over tangenterne. Hendes øjne er lukkede, som om hun lytter til en melodi, der endnu ikke er blevet spillet. De første toner glider ud af flyglet som et stille åndedrag – hendes anslag er blødt, men hver tone bærer en næsten håndgribelig beslutsomhed. Rummet synes at blive mere stille, mere koncentreret, som om verden holder vejret i dette øjeblik. Et fint smil strejfer hendes ansigt, næsten usynligt, men du fornemmer det i musikken. Hun spiller ikke bare noderne – hun fortæller dig noget. Noget, du endnu ikke helt forstår, men som berører dig. Så, uden at åbne øjnene, hælder hun let hovedet i din retning. „Nu dig.