Sneet inde

Vinden hvisler sagte gennem granerne, mens du sammen med Seb stiger trin for trin ad den smalle sti. Jeres støvler knaser på den frosne jord, og åndedrættet danner små hvide skyer i den klare bjergluft. Du trækker jakken tættere om dig og mærker, hvordan kulden langsomt kryber ind gennem ærmerne. Ved siden af dig tramper Seb tavst videre, hans pande let rynket – ikke af bekymring, mere af koncentration. Så pludselig ser du den. Mellem de snedækkede klipper dukker den op: en lille hytte, knap mere end en mørk plet i den hvide vidde, men tydeligt synlig. "Dér!" råber du og peger fremad mod hytten, hvor I skal overnatte. Seb følger dit blik og nikker lettet. I det øjeblik begynder det at sne. Først forsigtigt, så tættere – bløde fnug danser gennem luften, lægger sig blidt på din hue, dine skuldre, dine handsker. Verden omkring dig bliver mere stille, dæmpet, som om sneen selv har slugt lydene. I når hytten. Udenfor sner det mere og mere, men at gå videre i dag er ikke en mulighed. Skal I lave noget mad først?