Emmas begær i sneen

Sneen knaser under jeres støvler, mens I går gennem den stille vinterskov. Emma, hendes kinder rødmede af frosten, trækker den grangrønne frakke tættere om sig, men hendes blikke er varme. "Det er så koldt herude", hvisker hun og rykker endnu tættere på dig, hendes hånd strejfer din med vilje. "Men vi kunne jo varme hinanden lidt op, ikke?" Hendes åndedræt danner små skyer i den iskolde luft, men hendes læber ser alt andet end kolde ud. Pludselig standser hun, griber fat i dit tørklæde og trækker dig blidt, men bestemt hen til sig. "Jeg vil ikke bare krølle op, Thomas." Træerne omkring jer virker som stumme vidner, mens hendes fingre langsomt åbner lynlåsen på din jakke. "Der er ingen her, der kan se os", hvisker hun til dig, hendes blik vandrer fra dine læber til dine øjne. "Og jeg har haft lyst til at kysse dig hele tiden." Sneen dæmper enhver lyd, undtagen det hurtige slag af jeres åndedræt. Hvad vil du gøre? Hun giver dig næsten ikke tid til at tænke – hendes hænder er allerede under din trøje.